Efter Kyoto: På jagt efter en ny klimaaftale

FN’s Yvo de Boer har ansvaret for at få verdens regeringer til at lægge deres stridigheder på hylden og komme overens om en ny handlingsplan, der kan modvirke den globale opvarmning. Men tiden er kort. Han fortæller Shell World om det hårde arbejde, der venter forude.

Yvo de Boer har et hårdt job: Hjælpe verdens regeringer med at komme videre efter Kyotoaftalen med at nedskære drivhusgasudledningerne og modvirke den globale opvarmning. Tiden er kort. Detaljerne i en ny aftale skal være på plads inden 2009, siger De Boer, sekretariatschef for FN’s Rammeaftale om Klimaændring. Mens de fleste lande accepterer, at der er et presserende behov for foranstaltninger, er der stadig uenighed om, hvordan man deler byrden. At lokke regeringerne til at bilægge deres rivalisering og aftale en ny handlingsplan er et møjsommeligt arbejde. De Boer taler med Shell World om de kompromiser, som han mener er nødvendige for at finde vej gennem labyrinten.

Spørgsmål: Hvor vigtigt er det at træffe forholdsregler jo før jo bedre for at modvirke klimaændringen? Hvad er omkostningerne ved at være passiv?

Svar: Hvis man handler hurtigt nu i tråd med de mest ambitiøse scenarier fra FN’s Klimapanel (IPCC) og standser stigningen i globale udledninger af skadelige drivhusgasser (GHG) inden 2020 og skærer dem drastisk ned med 50 % inden 2050, undgår man sandsynligvis temperaturstigninger på mere end to grader Celsius (3,6 grader Fahrenheit). Man undgår en temperaturstigning i et tempo, der er særdeles skadeligt for økosystemerne. Og man begrænser den sandsynlige stigning af havoverfladen til 50 centimeter (20 inches).

Hvis man først skrider ind senere, vil der komme temperaturstigninger på tre, fire eller fem grader Celsius. Man har altid muligheden for at handle for at undgå, at det bliver værre. Men der er selvfølgelig en grænse, når du ser på de virkelige tippepunkter. Når du først ser iskalotterne forsvinde, havoverfladen stige med syv meter, Golfstrømmen holde op med at fungere, en istid i Nordeuropa – så er det sandsynligvis for sent.

Spørgsmål: Når man sætter mål for reduktionen af drivhusgasser, hvad er så den korrekte balance mellem at være udfordrende og at være urealistisk?

Svar: Jeg mener, at troværdighed og realisme er subjektive begreber. Hvis du i dag siger, at vi skal indføre bilfrie søndage for at modvirke klimaforandringen, så ville det ikke være realistisk. Folk ville ikke tro på, at det skulle være nødvendigt. Men idéen med at indføre bilfrie søndage var helt acceptabel efter oliekrisen i 70-erne. Derfor mener jeg, at følelsen af, at det haster, er én af de faktorer, der er bestemmende for, om noget er acceptabelt og troværdigt.

Den anden faktor er, hvor intelligent man laver bestemmelserne. Hvis du gennemfører en klimaændringspolitik, der dræber en energi-intensiv industri i én del af verden, men så ser du den udvikle sig i en anden, så er det ikke en effektiv politik. Hvis jeg hævede prisen for en hårklipning til 100 euro i den by, hvor du bor, og ingen andre steder, ville du sætte dig ind i din bil og få en klipning i nabobyen. Men hvis det koster 100 euro overalt, accepterer du dette som det almindelige niveau, og du accepterer prisen.

Spørgsmål: Du har udfordret Shell og hævdet, at Shell advarer mod at opstille overambitiøse mål, der måske ikke kan nås. Hvorfor?

Svar: Det er afgørende for at bekæmpe klimaforandringen, at de udviklede lande tager ledelsen. Uden en sådan ledelse har udviklingslandene ikke meget at følge efter. Ifølge det IPCC-scenarium, som jeg nævnte før, bør de industrialiserede lande sammen reducere deres udledninger i en størrelsesorden på 25-40 % i 2020. Men aktuelt ser jeg, at disse bestræbelser bliver modarbejdet af lederne i visse rige lande. I Europa advarer nogle brancher og firmaer – blandt andet Shell – mod mål, der er spændt for hårdt op, selv om Shell altid har vist et stærkt lederskab, når det drejer sig om klimaforandring.

Det er ikke tidspunktet at slække på ambitionsniveauet nu. Tværtimod bør olieselskaberne blive moderne energiselskaber. I 2030 vil der være investeret hen ved 20 billioner dollars i at opfylde verdens behov for energi, og halvdelen heraf vil blive brugt i udviklingslandene. Og meget af det vil komme fra multinationale selskaber som Shell.

Hvis der ikke tages hensyn til klimaforandringen, vil udledningerne stige med 50 % over hele verden. Det fremgår af forskellige videnskabelige undersøgelser, at udledningerne skal falde med 50 % inden 2050, for at man kan undgå de mest drastiske virkninger af klimaforandringen. Verden har brug for en energiteknologirevolution, og olieselskaber som Shell skal spille en betydningsfuld rolle her. Dette kræver modige beslutninger i dag. Inkrementalisme er det teknologiske gennembruds værste fjende.

Spørgsmål: Den første periode af Kyotoprotokollen, hvor der var sat forpligtende mål for de udviklede landes reduktion af udledninger, udløber i 2012. Kan man til den tid nå frem til en ny aftale, der skal erstatte den gamle?

Svar: Kyotoprotokollen var det første skridt. Den mængde udledninger, der reduceres med Kyotoprotokollen, er helt klart ikke nok. Men den fik opstillet en utrolig værdifuld struktur, herunder også kulmarkedet, der sætter en pris på kul og bruger markedsmekanismerne til at finde frem til de billigste måder at reducere udledninger på.

Det næste trin er at bygge videre på denne struktur og gøre den mere ambitiøs. Det er bydende nødvendigt, at arbejdet afsluttes i 2009 på UNFCCC-konferencen om klimaændring i København, tids nok til at få den næste fase på plads. Dette vil være den sidste konference, hvor vi skal have detaljerne i orden, før Kyotoprotokollens første forpligtelsesperiode udløber ved slutningen af 2012. Hvis det ikke lykkes os at få dette arbejde gjort i 2009, er der risiko for, at vi får en yderst fragmenteret og, tror jeg, meget ineffektiv tilgang til klimaforandringen.

Spørgsmål: Hvad er efter din mening de vigtigste elementer i den aftale, der skal gælde efter 2012?

Svar: Først skal de industrialiserede lande indgå ambitiøse forpligtelser og sørge for finansielle og teknologiske ressourcer, der kan sætte udviklingslandene i stand til at modvirke klimaændringen. Uden dette vil det være umuligt at få større udviklingslande til at deltage i processen. Selvfølgelig er udviklingslandenes deltagelse til gengæld politisk meget vigtig, for at industrinationer som USA, Australien, New Zealand, Canada, Japan og andre vil deltage. I hvor høj grad de større udviklingslande er villige til at deltage, afhænger af, om de rige nationer viser lederskab. Så hvor meget lederskab fra de rige nationer behøver man for at få hvor meget mere engagement fra udviklingslandene? Dette er en politisk debat.
Udfordringen for deltagerne i mødet i København vil være at klare tekniske problemer og bruge aftalen til at skabe økonomiske incitamenter til at investere i lav udledning, klimavenlig innovation og grøn vækst over hele kloden, især i udviklingslandene. En vigtig måde at gøre dette på er at sætte en pris på kul. Vi har allerede handel med udledning. Aftalens mekanisme for bæredygtig udvikling hjælper virksomhederne i de rige industrialiserede lande til at reducere udledningerne ved at finansiere projekter i udviklingslande.

Man skal også se på andre foranstaltninger ud over aftalen. For eksempel hvilke skatte-pauser er nødvendige for at stimulere eksporten af bæredygtige eller miljøvenlige teknologier? Hvordan kan eksportkredit-oplysningsbureauer hjælpe med til at sikre, at disse teknologier kommer ud på markedet? Og hvordan kan man forbedre investeringsklimaet i udviklingslandene, så man tiltrækker de investeringer, de er på udkig efter?

Spørgsmål: Er den virkelige anstødssten ikke, hvordan man deler omkostninger og byrder i forbindelse med en aftale? Er der mulighed for kompromis mellem de industrialiserede lande og udviklingslandene?

Svar: Vi må se at komme ud over det retoriske og analysere, hvad der er sandt, og hvad der ikke er. Allerførst skal vi huske på, at Europa har outsourcet sin energi-intensive industri til udviklingslandene, fordi lønningerne der er lavere. Det er først og fremmest derfor, at disse sektorer befinder sig i udviklingslandene. Og mange af disse fabrikker ejes stadig af udenlandske firmaer: 60 % af Kinas eksportindtjening kommer for eksempel fra udenlandsk-ejede firmaer.

For det andet mener jeg, at det er vigtigt at være præcis. Jeg har hørt folk sige, at en aggressiv, ensidig europæisk klimaaktion, der pålægger produktionen i Europa ekstra omkostninger, vil ødelægge den europæiske kemiindustri, fordi den er udsat for kraftig international konkurrence. Der er omkring 20.000 kemikalier på det europæiske marked, men hvis man graver lidt dybere og ser på, hvor mange af dem, der virkelig er alvorligt udsat for international konkurrence, drejer det sig sandsynligvis kun om et par håndfulde råstoffer.

Så lad os være realistiske. Hvis du har forstået konteksten rigtigt og helt har forstået de specifikke ting, tror jeg, du kan begynde at få alle til at reagere på klimaændringen uden at lave konkurrenceforvridning og uden at støtte konkurrenterne i at tage jobs fra dig. Men det bliver selvfølgelig ikke let.
Endnu en ting: Det bør lige nævnes, at udviklingslandenes mål ikke er at have den mest ineffektive industri så længe som muligt. Spørgsmål som energisikkerhed, energipriser og luftkvalitet tvinger alle økonomier i verden til at begynde at gribe ind.

Spørgsmål: EU’s ordning for handel med emissioner (ETS) er den første i sin art, og den har været genstand for nogle begrænsninger hen ad vejen. Hvad er emissionshandelens fremtidige rolle?

Svar: Fordelene ved emissionshandelen og mekanismen for bæredygtig udvikling er, at de hjælper med til at finde den billigste metode til at reducere udledningerne på et globalt marked. Handelsordninger er af afgørende betydning, fordi de forbedrer effektiviteten og nedsætter udgifterne. Men de virker kun, hvis man skaber knaphed i det antal emissionstilladelser, der udstedes til dem, der udleder drivhusgasser. Det er her det gik galt med EU’s emissionshandelsordning i et lille stykke tid. Den skabte desværre også uventede fordele for strømgeneratorer.
Nu håber jeg, at vi i stedet for at udvikle en række forskellige ordninger i forskellige lande – hvilket ikke er en effektiv måde at gøre tingene på – kunne springe lige ud i en international handelsordning, der opfylder harmoniserede standarder, og hvor man rapporterer målinger og kontrollerer metoderne. På denne måde kan vi konstruere et system, der ikke bare bevirker, at udledningerne flyttes fra land A til land B, men som virkelig reducerer dem overalt.

Spørgsmål: Ændringer i udnyttelsen af jorden, rydning af skovene samt landbruget er også ansvarlige for drivhusgasser. Hvilke forholdsregler bør der træffes her?

Svar: Rydningen af skovene er et problem, som vi må have gjort noget ved. Det står for cirka 20 % af de globale menneskeskabte udledninger. Udnyttelsen af jorden er et meget interessant område, men vi bliver nødt til at kunne analysere, måle og fastslå virkningerne bedre og forstå, hvordan vi får det ind i et handelssystem uden at destabilisere det. Hvis du tildeler kulkreditter for undgået rydning af skov og indfører dem i en markedsbaseret mekanisme, hvad sker der så med prisen på markedet? Men rent overordnet tror jeg, at målet i København vil være at udvide de områder, hvor der træffes troværdige og afbalancerede foranstaltninger med hensyn til drivhusgasudledninger.

Spørgsmål: Hvilken rolle tror du, at teknikken til indsamling og opbevaring af kul (CCS) vil spille for reduktionen af udledninger?

Svar: Tja, hvis jeg ser på den planlagte økonomiske vækst i verden og den dertil hørende vækst i energibehovet, mener jeg, at fossile brændstoffer er en uundværlig del af fremtiden. Du kan ikke levere energi til at få den globale økonomi til at vokse i de næste 30 til 50 år uden at give fossile brændstoffer en betydningsfuld rolle. Og alle scenarier regner med, at der vil komme en enorm stigning i kulforbruget. Så spørgsmålet er: Hvordan kan man bruge fossile brændstoffer og modvirke klimaændringen? Jeg mener, at indsamling og opbevaring af kul er en væsentlig del af løsningen.

Når dette er sagt, må jeg også sige, at indsamling og opbevaring af kul ikke virker overalt. Det er ikke lige økonomisk overkommeligt alle steder – for eksempel afhænger det af, hvor tæt opbevaringsstedet ligger på kilden til udledninger. Og jeg tror, at vi vil komme til at skulle overbevise en betydelig vælgerkreds om, at det er sikkert. Dette er en udfordring, som vi må have gjort noget ved. Ellers kan jeg ikke se, hvordan vi skal få vores del af kagen og spise den, hvad angår det stigende behov for fossilt brændstof, og samtidig gøre noget ved klimaændringen.

Spørgsmål: Bliver indsamling og opbevaring af kul (CCS) tilgængeligt tidligt nok?

Svar: Det er der opmuntrende tegn på. Der er et EU-pilotprojekt i gang med Kina. OPEC (Organisation of Petroleum Exporting Countries) har etableret et fond til indsamling og opbevaring af kul. Der er europæiske bestræbelser på at fremme dette ved hjælp af den EU-lovgivning, der er nødvendig for, at denne teknologi kan anvendes. Og der foregår en række pilotprojekter, der er afgørende for at få taget på skeptikerne derude og for at sænke udgifterne i forbindelse med denne teknologi.

Jeg tror, at den virkelige udfordring er at se dette problem som en helhed. CCS har en stor potentiel rolle at spille med hensyn til at de-karbonisere strømproduktionen og bidrage til oprettelsen af en brintøkonomi. Den producerer brint, der kan bruges til at give strøm til køretøjer, der kører på brintbrændstofsceller. Dette ændrer også CCS’s økonomiske og finansielle rammer. Så vi skal ikke betragte dette som noget, som industrien alene har brug for for at udvikle sig, og begynde at se på det i langtidsperspektiv. Begynde at se på, hvordan investeringerne vil hjælpe os med at komme derhen, hvor vi skal være i 2050 eller 2100, i stedet for at tænke på kortsigtede investeringer og hvor vi vil være i 2020.

Spørgsmål: På den sidste FN-klimakonference på Bali i 2007 blev du kendt for at udgyde tårer af skuffelse over det tempo forhandlingerne foregik i. Kæmper du en kamp, der ikke kan vindes?

Svar: Jeg kæmper en kamp, som jeg ved kan vindes. Spørgsmålet er: Kæmper jeg en kamp, der vil blive vundet?

En ting, der skuffer mig, er, at den meget klare offentlige og politiske forståelse, som vi behøver for at komme hurtigt fremad, hvad dette spørgsmål angår – og alle påtager sig sit ansvar – ikke altid omsættes i den samme hurtighed, når det drejer sig om forhandlingerne. Det er en proces, der går både frem og tilbage. G8-mødet sidste år var meget euforisk, og EU bekendtgjorde sit mål for nedskæring af drivhusgasudledninger med op til 30 % inden 2020. Og fire på hinanden følgende rapporter fra IPCC pegede på, hvor presserende dette var.

Men hvis vi ser på, hvor vi befinder os nu, så siger Canada, at de ikke kan opfylde deres Kyoto-forpligtelser, i en tale [holdt for nylig den 16. april 2008 i Rosenhaven i Det Hvide Hus] meddelte Præsident Bush at USA’s udledninger vil fortsætte med at stige indtil 2025, og Rusland spørger, hvorfor de skal begrænse deres udledning, når andre ikke gør det. Så følelsen af, at dette er presserende, bør injiceres nærmest på daglig basis for at sikre, at tempoet i forhandlingerne er højt nok.

Spørgsmål: Så hvad skal der gøres i de næste 18 måneder for at holde tempoet oppe?

Svar: Vi har en utrolig drøj tid foran os. Vi må overhovedet ikke have noget stop i disse 18 måneder for at udarbejde bestemmelser for klimaændringer, der kan leve op til forventningerne. Vi må rulle ærmerne op og begynde at få konkrete ideer på border, som kan komme med i Københavns-aftalen.
Arbejdet med at lave et udkast til en Københavns-tekst, der klarer den udfordring som IPCC har stillet, betyder at vi må mobilisere al den intelligens der er til rådighed. Alle bestræbelserne skal fokusere på at få forhandlingerne om aftalen om klimaændringen færdige allerede i 2009.

* Yvo de Boer blev interviewet af James Schofield.