 I alt 168 biler nåede at tanke gratis i trafikanternes ’happy hour’, men selvom køen talte mange hundrede biler, kørte ingen helt forgæves. Alle i køen fik kanelsnegle serveret gennem vinduerne, og de bilister, der ikke nåede frem til gratispumperne i tide, fik alle en dunk gratis sprinklervæske som trøst. Inden den populære gratisbenzin fik frit løb, var mikrofonen sat op, den røde løber rullet ud og snoren klar til at blive klippet. Birger Baisgaard, ansvarlig for Shells stationer i Skandinavien, og Magnus Reitan, administrerende direktør i Reitangruppen og Reitan Servicehandel, måtte forene kræfterne for at få saksen til at makke ret. Mens talerne ønskede tillykke til kunder, Shell og 7-Eleven og klapslaverne rungede, blev asfalten på den normalt fredelige Endrupvej fyldt af tørstige biler. Flere hundrede holdt i kø i håb om at nå inden for porten til stationen i tide.
Blandt de forreste i køen var Zika, som fordrev ventetiden med at se film på bilens dvd-anlæg, Anker Olsen fra Gurre, som havde taget hunden med i bilen, og lastvognschaffør Kim Steen Larsen fra Slotsgade i Fredenborg. Efter at have kørt fisk det meste af natten reddede han sig en næsten fuld tank på den private bil, inden turen gik hjem for at sove forud for den kommende nats arbejde. Birgitte Rühning fra Fredensborg havde de to børnebørn - Oscar på to og Carl på snart fem - på bagsædet. Drengene fra Frederiksberg var sendt til pasning på grund af pædagogstrejken, men udstyret med balloner, mad og drikke havde de ikke problemer med at få tiden til at gå i de to timers ventetid. Politiet i Hørsholm var mødt op med tre motorcykel betjente, og de kunne melde om en rolig formiddag i Fredensborg. Bilisterne respekterede hensynsfuldt køen, og da der var optræk til tumult ved busstoppestedet, blev gemytterne hurtigt dæmpede.
Det var især de trofaste kunder fra lokalområdet, der mødte talstærkt op for at se det nye stationskoncept og tage del i festlighederne. Se billederne fra Shell/7-eleven i Fredensborg
Klik her for oversigt og download af billeder Yderligere information, kontakt venligst Regitze Reeh, kommunikationschef, A/S Dansk Shell Mobil: 2220 6013
|